A new Start// Jaelyn// Fortidsemne.

Vejr: Regn
Tid: omkring første på dagen
O ikke rigtig nogen, dog er der en kvinde sammen med ham.
P en T-shirt og et par jeans og jakke.

Adkins, havde haft den sidste vagt, af natten, der havde dog været meget stille, hvilket
ikke var en god  ting. Han kigget på Jaelyn, som stadig sov, han smilede for sig selv, han havde aldrig troede, at han kunne ha mødt en kvinde som fik hans hjerte til og hamre igen på den måde. Han, havde troede første gang han mødte hende, at hun ville inden forsvinde, eller også ville hun lide den samme skæbne, som hans første kærlighed. Men hun, havde vist sig at være modstands dygtig, mod ham, hvilket kun havde gjorde dette liv mere kompliceret. Dog på det sidste var de begynde og være mere på nakken af hinanden, hun mente mere og mere, at de skulle finde en større gruppe. Hvilket Adkins ikke dele hendes syn på, han vidste inderest inde, at hun havde ret, men han ville aldrig tjene andre end ham selv.
Adkin vendte sine øjne, mod hende da det så ud til at hun lige så stille bevægede sig. Han bed sig svagt i underlæben, hvorefter han tog en lille runde sidste gang, hvorefter han sætte sig på hug, ved hende, og ruske blidt til hende, "Jae, det er morgen, vågn op smukke." Han talte roligt til hende, hvor han os sende hende et charmerne smil, han vidste at de snart nok skulle, komme væk herfra, da det ikke var så sikkert igen. Men lige nu kunne de nyde det, og spise det mad de, havde skaffet dagen før. Adkins rejste sig helt op bagefter, hvor han så kigget sig rundt,  at være klar på alting, var jo en normal dagligdag for ham og alle andre, som holde sig ved ham, hvilket nærmest var ingen, men sådan kunne Adkins os lige det, han havde ikke så mange andre og bekymre sig om, så lige meget, hvad der skete, var han ikke bange for at død, hvad han frygtet mest, var at være udsat for tortur, intet andet, skræmet ham rigtigt. Adkins bed sig svagt i underlæben, hvorefter han så på Jae igen.

Det var ikke let for en omega at være alene. Det betød, at man altid skulle være på vagt, man kunne ikke engang sove ordentligt, i tilfælde af walkers. Hun havde dog nydt sin tid sammen med Addy. Det havde været noget mindre anstrengende, fordi hun kunne sove igennem for et par timer i det mindste. Han havde virkelig reddet hende. Hun havde ikke klaret sig særlig meget længere, hvis ikke hun havde mødt ham. Da han begyndte at røre på sig, vågnede hun lige så langsomt op, men da hun blev klar over det var ham, og ikke en walker, røg hun langsomt tilbage i søvnen igen. Først da han ruskede i hende, vågnede hun for alvor. Hun udstødte først en ”mmh” lyd, før hun var klar nok til at kunne svare ham. ”Godmorgen.” Hun satte sig op, og så på ham med et smil. Et smil der bare virkede lykkeligt. Hun lagde en hånd imod hans kind og lænede sig ind imod ham, for at omfavne hans læber i et kys. ”Hvor meget har du sovet?” Hun var ikke glad for, at han holdte sig vågen så hun kunne sove. Men hun tog også sin del i vagterne, så der var jo intet galt i det. Tanken gjorde hende bare ikke tryg. Men han havde også gjort det klart, at han ikke ville have flere med i gruppen. Det ville være bedst for dem, men hun vidste også godt, at han ikke ville give sig. Men hun blev nød til at presse på alligevel. Hun ville ikke sidde og se på, mens han døde hen.

Adkins smilede svagt da hun vågnet, han vidste godt at hun ville ha flere med, men efter Adkins mening ville det sinke dem. Han sende hende et charmerne smil, da hun sagde godmorgen. Han mærket kort efter hendes hånd på hans kind, hvorefter deres læber mødtes i et kys. Adkins kigget hende i øjne, da hun spurgte om, hvor længe han havde været oppe og sad som vagt. Adkins mumlede noget utydeliget, hvorefter han talte til hende igen. "3 til 4 timer tror jeg men jeg har det helt fint, har ikke kunne sove så, tog nogen af dine vagter, ingen grund til vi begge var oppe." Adkins bed sig svagt i læben, hvorefter han kigget uskyldigt på hende, Adkins, havde dog os set på hende engang i mellem, da han holde vagt hun så vildt sød ud, når hun sov. Men han ville ikke anerkende at det var derfor, så han rode lidt i sandheden. Men en af dem skulle i det mindste ikke været så træt som den anden, Adkins kigget på hende og gav hende et kys på læberne igen, "måske skulle vi tag på jagt nu, solen er jo næsten stået op, derfra kan vi planlægge, vores rejse, vi har været lidt for sårbare her for tiden, så at komme væk er nok en god ide, eller hvad mener du Jae." Lød det kækt fra Adkins af, hvorefter han tog sin jakke på, så han skjulte hans tatovering lidt.

Jaelyn havde det godt sammen med Addy, og hun prissatte hvert et øjeblik med ham. Men de var meget forskellige, og hver dag frygtede hun for, at han ville forlade hende. Han var alt hun havde. Hun var ikke sikker på, hun overhovedet kunne klare sig uden ham. ”Addy..” Det var tydeligt, hun ikke var helt tilfreds med det. ”Du kan ikke gøre det. Hvis du er for træt er vi begge to i risiko.” Hun vidste godt, at han kun gjorde det af god mening, men det udsatte dem begge to. Sov man ikke, var man mindre opmærksom. Hun gengældte kysset og rejste sig op. ”Ja, lad os komme af sted.” Jaelyn tog nogle af deres ting, og tog dem på ryggen, i en af de rygsække de havde med sig.

Jaelyn bevægede sig ud af fængslet med Addy ved sin side. Hun overvejede et godt stykke tid, hvad hun skulle sige. Hun greb fat i hans overarm, så han blev nød til at trække den til sig, hvis han ville forsætte. ”Jeg vil ikke miste dig, okay? Vi bliver nød til at finde sammen med nogle andre, hvis vi skal have en chance for at overleve. Det her kan ikke fungere i længden.” Hun så ned i jorden, fordi hun godt vidste han ville modsige hende, og hun havde ikke lyst til at se ham i øjnene, når det skete. Hun var vel lidt usikker på det punkt. Hun frygtede altid, at folk ville forlade hende, hvis de ikke var helt enige med hende.

Adkins vidste godt, at hun havde ret, men når man ikke kunne sove, betød det ikke noget gjorde det ?.  Adkins bed sig svagt i tungen, hvorefter han lyttet til hende, da hun sagde ja til det og greb en af deres tasker, med nogen ting i  tog han, hans bælte på hurtigt, hvorefter han rette lidt på hans våben. Han satte sig derefter i bevægelse med hende, ud af fængslet, han vidste godt at hun havde ret, alle havde brug for at sove. Adkins stoppet dog op med det samme, da hun talte til ham, han ville aldrig forlade hende, hvilket nok gav god mening fordi hun betød noget for ham.

Adkins  lyttet til hende, det var den samme snak som altid, yeah hvis de var flere, havde de på nogen punktur bedre muligheder. Men det ville os sænke dem, Adkins kiggede på hende, hvorefter han rettet hende ansigt op så de så hinanden i øjne. "Flere folk, har du tænkt på det hele, mad er bare en ting, hvis vi skal løbe fra andre walkers skal vi ikke ha nogen der sænker os, en anden ting er at stole på folk, ikke og blive stukket i ryggen, når vi kun er en lille gruppe kan vi, bedre klare os på de punktur, men hvis vi får folk samlet og smidt sammen med os, hvad vil så forhindre dem, i at vende os ryggen, jeg siger det kun fordi du betyder noget for mig, men hvis vi gør det med at skaffe flere, udsætter vi os, vi har klaret os   uden hjælp, i lang tid, vi kan stadig gøre det." Nu var det sagt, Adkins  øjne mødte hendes, hvorefter han gav hende et kys på panden, hvorefter han tog hen i hånde og bevægede sig videre. Han vidste godt, at der var nogen punktur hun havde ret i men, chancen for foræderi var for stor. Det var Adkins mening da, han havde dog styr på nogen få ting, Adkins bevægede sig lige så stille frem, hvor han sætte sig ned og mærket på jorden foran dem, der var nogen i nærheden, han kigget om på Jae, hvorefter han peget med sit hovedet, mod et andet sted, "vi er ikke alene." Han trak kort efter sit sværd, hvorefter han prøvet og lytte efter nogen steder, men det var som om hans sanser var sløret sikkert, fordi som Jae, havde sagt at han ikke, havde sovet ordenligt.

Jaelyn lyttede til hvad han sagde, og hun kunne vel godt forstå det. Der var en chance for, at de ville blive stukket i ryggen. Alle kæmpede for deres overlevelse, og nogle gange betød det, at stikke andre i ryggen for deres egen overlevelse. ”Du har ret.” Hun så på ham, da han tog fat i hendes hånd og bevægede sig videre. I hendes pande, kunne hun mærke hans læber i hendes pande flere minutter efter. Det var bare den effekt han havde på hende. Hun kunne mærke ham, selvom han ikke længere rørte ved ham. Hun stoppede op, da han også gjorde det. Hun trak sin dolk, da han trak sit sværd, og stod med sin ryg imod hans, så de kunne dække så mange vinkler som muligt. Der kom nogle springende frem. En af greb fat i Jaelyn, mens de to andre forsøgte at få fat i Addy. Hun gjorde meget modstand, og forsøgte at komme fri, så hun kunne hjælpe Addy. Manden fik en albue i maven, hvilket fik ham til at give slip, men kort efter havde han fat i hende igen. Han holdt en kniv for hendes strube og nikkede imod de andre. ”Få fat i ham, tag ham med.” Han så nu direkte på Adkins. ”Gå med os, eller din lille veninde får skåret halsen over.” Jaelyn sank en klump, og kunne mærke knivens blad presse sig imod hendes strube i processen.

I det samme Jae, træk sin kniv og stilte sig bag ham, kom der 3 mennesker hoppet ud, en kvinde og to mænd. Adkins øjne lagde mærke til de, hvorefter han så at en af dem prøvet og få fat i jae. Han ville gerne beskytte hende, lige nu, men de to andre holde ham under arbejde hele tiden. Den ene, var helt sikkert fra reapers, den måde, hvor på han kunne bruge hans sværd. Adkins sværd ramte hans hvorefter, han gav ham en hovedetnikker. Han bevægede sig tilbage, hvorefter nummer to kom løbene med en økse mod Adkins. Adkins kastede sig til siden, hvorefter deres våbenet mødets en anden omega helt sikker, da hendes øjne mødte Adkins, vidste Adkins at det var en af hans venner fra hans tid i  sky-people, alle af dem så ud til og være fra vær deres klan, hvilket gjorde dem til det samme som dem, men de var blive sindesyge selv en som ikke var helt ved sine fulde fem kunne se det. Adkins sværd ramte det, hans gamle vens Økse, hvorefter Adkins fik skubbet ham tilbage, med to slag, mere fik han en åbning og fik sæt sit sværd dybt i, kort derefter hørte han lederens stemme. Som var den, der holde en daggert foran Jaes hals.
Adkin smed sit sværd fra sig, da han bede ham og at smide hans sværd. Heldigvis, havde de ikke set hans pistol, hvilket gjorde det lidt bedre. "Lad os nu gå, og undgå og gør noget i fortryde, i begår en meget stor fejltagelse."   De to andre, gik hen til ham, hvor de så binde hans hænder sammen på ryggen, hvorefter de hev ham op igen. "I kommer til og fortryde det her, det kan jeg love jer få, slip os fri mens i stadig har chancen.

Han kunne se deres tidlige klaner ved og se på deres kroppe, den ene var mere fin end de andre, hvor de to andre var lidt mere snavset.

Jaelyn så kun på Addy. De andre var ligegyldige for hende, de skulle nok komme ud af den situation sammen. Det havde de altid gjort før, og det ville de gøre igen. Hun lyttede til Addys forsøg på, at få dem til at slippe dem. Det var et ganske udmærket forsøg, men der var en grund til, de havde fanget dem. Det ville ikke hjælpe at prøve og slippe væk. ”Hvad vil i have?” Kniven var ubehagelig mod hendes hals, mens hun talte. ”Hvorfor skulle vi fortælle dig det?” Jaelyn var ikke sikker på, hvad hun skule gøre. Hun havde stået over for en masse walkers. Både med og uden Addy. Men det var ikke walkers de stod overfor. De ville ikke have kød og blod, de ville have noget andet, noget der kunne gavne dem. Måske, kunne hun overtale dem til at lade Addy gå. Det ville være det bedste. Han havde større sandsynlighed for, at klare sig uden hende end omvendt. ”Bare lad ham gå, og jeg vil gå med jer frivilligt.” De lo hånligt af hende, og hun slog blikket imod jorden. ”Tag ham med. Jeg skal nok ordne hende her.” Han pressede kniven lidt længere ind mod hendes hals, så hun nærmest kunne mærke der snart ville gå hul.[/color]

Adkins øjne overvejet hele dette opgør, det her var ikke godt for nogen, hvorfor havde han os åbnet sig igen, han kunne ikke vende tilbage og, få alt dette til at virke som om det var over, da han kunne høre deres latter, efter hendes forsøg til på at lade ham gå i bytte for dem, Adkins kunne mærke, hvordan de begge to kvinden og manden hev ham op igen, Adkins var ikke glad for hvor, det her var endt, "i komme til og fortryde det her, mærk jer mine ord." Adkins øjne mødte lederen, hvorefter de begynde og trække ham med sig, han holde dog deres tempo. Han kigget dog om på, Jae, hvorefter han fik nogen få ord ud af hans mund, selv om han ikke var god til det. "Jae, du er en overlever, overlev for os begge jeg finde dig, hvis jeg får chancen igen." Kort derefter stoppet han op, hvilket fik deres tålmodighed til og slippe op, de havde bare troede de kunne få ham med sig, uden at han ville kæmpe imod, det var deres sidste fejl, der fløj dog fire hårde slag ned på ham, som gjorde at han var nød til og komme ned på knæ. Men det var nok, på grund af de mavepuster.

Adkins faldt ned og kunne ikke lade være med at tirre dem, "er det alt i kan gøre lea, du kan gøre det der bedre eller holder du stadig, din ed fra vores folk, hvor du ikke har modet til og gøre, hvad der skal til." Adkins smilede da han så hvordan, han havde pisset hende af, hvorefter ham fra reaperne, prøvet og hjælpe hende med ikke og lade hendes vrede gå ud over ham, men han var os blive lidt provokeret, da de sikkert var et par. "I er idioter, har i ingen anstændighed det er jeres skyld, vi har dette navn, i har ingen ære." Nu var det sket, slag fløj ned på ham, fra dem begge, mens de prøvet og få ham til og holde kæft. Adkins spytte noget blod ud af munden, mens hans krop bagefter faldt ned på jorden.

Jaelyn ville sådan ønske hun kunne gøre noget, men hun havde aldrig været særlig stærk. Hun var altid blevet set på som svag, og det ville hun ønske hun ændre på. Hun ville bare gøre hvad hun kunne, så der ikke skete Addy noget. Lige meget hvad der skete, skulle hun nok sørge for, de kom til at betale. De fik ikke lov til at tage ham med sig, uden Jaelyn ville få sin hævn. Hvis der var noget hun var, så var det hævntørstig. ”Nej. Lad vær med at sig det. Du behøver ikke finde mig, jeg går ingen vegne.” En tårer gled ned af hendes kind og ramte mandens hånd. Hun fandt en styrke i det. Jaelyn ville ikke spilde sine tårer på ham, ham der fortjente hendes tårer var Addy. Da de begyndte at slæbe hende væk, drejede hun hovedet og bed manden i hånden, hvilket fik ham til at slippe hende, men det betød også, at en rift åbnede sig på hendes hals. Hun tog hendes dolk og rettede den imod manden. Hun forsøgte at høre, hvad der skete længere henne, men hun blev nød til at være opmærksom på hendes egen kamp. Dog drejede hun hovedet, da der lød et bump fra en krop, der faldt til jorden. ”Addy!” Hun satte i løb imod ham, men et hårdt slag i hendes baghoved, fik hende til at falde til jorden. Hun var stadig ved bevidsthed, og forsøgte at kravle videre hen til Addy, men det førte bare til endnu et slag, der slog hende bevidstløs.

Adkins øjne så på hende, mens  hun vendte sin opmærksomhed, mod ham. "Jae bagved dig," Råbte Adkins, hvorefter han så hende hende, blive slået ned, idet samme øjeblik hvor han så hende kravle  mod ham, fik han skubbet dem væk, hvorefter han greb Jae, han kunne mærke nogen tåre falde ud, hvorefter han lagde sit hovedet på hende, kort derefter, mærket han et slag i hovedet, hvor alt så blive sort for ham. "Lad os tag ham med, lad pigen ligge kun bed mig og, walkerne, skal nok finde hende, her hvis ikke det vilde liv gør det." Da Lederne, havde sagt det bevægede de sig lige så stille væk med ham, der ville gå over et år før de ville se hinanden igen, hvilket i sig selv var meget voldsomt.  Lea kiggede på Jae, hvorefter hun fulgte med jack og James, væk der fra. Pigen betød intet, hvordan de kunne få Adkins til at betyde noget, var meget mærkeligt, han havde jo ikke en vigtig relation i hans gamle klan,  og han var en omega, hvad end, de ville ha ham for, ville han først finde ud af senere.
//meget kort sorry :///

Jaelyn nåede ikke at se meget, før hun var væk. Da hun vågnede, var det mørkt, hun havde en voldsom smerte i baghovedet og Addy og de andre var væk. Hun rejste sig op, og stod en smule usikkert på sine ben. ”Addy,” hviskede hun, mens en tårer faldt ned langs hendes kind. En tåre fulgte en anden før hun for alvor græd. Hun havde mistet ham. Det var det eneste der kunne være sket. Han var væk, og hun ville sandsynligvis aldrig se ham igen. Jaelyn satte sig på jorden og lod sorgen overtage hende. Hun havde aldrig følt lignende elendighed. Ikke engang da hun blev smidt ud. Hun havde elsket Addy, og selvom de måske var uenige sommetider, betød det ikke noget. Han var den første man, hun nogensinde havde elsket og hun havde aldrig nået at fortælle ham det. Tanken om at han var død, uden han for alvor vidste, hvad hun følte for ham var forfærdelig. Jaelyn rejste sig op og så sig omkring. Hun blev nød til at komme væk. Hun blev nød til at finde dem, der havde taget Addy. De kom til at betale for det de havde taget fra hende. På usikre ben, vendte hun tilbage til fængslet. Hun kunne ikke gå nogle steder, før hun var i bedre stand. Hendes blod var alt for tiltrækkende over for walkers.

//Out//