just having fun //naveah//

Lion'el vågnede roligt fra sin søvn, det var næsten middag, siden han havde fået en stor fangst sidst han var ude og jage havde han ikke brug for at jage i et par dage, med andre ord havde han fri og kunne lave hvad der passede ham. Han strækte sig og gik over til sit arbejds bord og satte sig til at lave nogle nye patroner til sin riffel, han havde fået skrabet nok materialer sammen til at kunne lave en arbejds bænk og patroner til sin riffel, hvis ikke han havde det her var det umuligt for ham at jage ordenligt, ikke fordi han var dårlig med bue og pil men mere fordi han så det som det traditionelle våben at jage med for Johnson familien, hans far og bror havde brugt præcis denne riffel til at jage med for sky people i samlet 30 år. Han sad uden trøje på og et par korte shorts på mens han arbejdede.

Naveah havde planlagt at hun skulle ud og jage igen snart. Det var ikke noget, hun var særligt imponerende til. Hun var altid blevet forberedt til, at være åndemaner, ikke jæger. Men lige i dette øjeblik, kunne hun godt have brugt den egenskab. Men hun kunne altid se, om Lion havde noget til overs. Det var ikke fordi hun forventede det, måske var det bare en undskyldning for at kunne se Lion. Det var tydeligt for enhver, at hun nærede store følelser for ham. For alle på nær ham, tydeligvis. Hvis han vidste det, var det bare ondt ikke at reagere på det. Naveah, kunne ikke få sig selv til at fortælle ham det. Frygten for at blive afvist var for stor. Sådan var det vel, når man levede alene så længe. I stedet for at gå imod skoven, gik hun hen imod bjerget for at nå frem til den hule, Lion bosatte. Hun bankede på ydersiden af hulen, med den viden, at det ville nå ind til ham. ”Lion?” Hun ville være sikker på, han faktisk var der før hun bare gik ind. Faktisk ville hun aldrig bare vade ind. Det virkede bare respektløst.

Lion'el rettede sig op da han hørte hans navn "ja, kom ind" han vendte sig rundt i sin stol og tog sine briller af, de var bygget til at forstørre så han bedre kunne se små fejl. Han var meget grundig når det kom til denne slags ting, han tog jagt meget seriøst. Den der havde banket var ingen andre en Naveah, sky peoples åndekvinde "oh det er bare dig Nav, hvad så, nogle problemer?" han var ikke rigtig den slags fyr der dansede rundt om emnerne, han ville lyve hvis han ikke vidste han havde scoret sig et par hemmelige beundre blandt sky people og end da et par omegas som han mødte hver gang han var ude i vildmarken og jage "lad mig gætte, du har ikke jaget endnu og du ville høre om jeg havde noget til overs" normalt jagede han for mange folk og så kunne folk betale tilbage med tjenester som at skaffe resourcer til ham så han kunne jage mere.

Naveah gik ind i hulen, da han bekendtgjorde at han var til stede. Det første hun så, var at han ingen trøje havde på. Hun kunne mærke varmen stige hende til hovedet, og efterlad en irriterende rød nuance hen over hendes kinder. ”Ja, bare mig.” Hun forsøgte ikke at få øjenkontakt med ham, før rødmen var forsvundet fra hendes kinder igen. Eller varmen, som forhåbentligt tog rødmen med sig. ”Nej. Nej, jeg kom bare for at kigge ind.” Naveah lænede sig op ad en mur og undersøgte gulvet meget nænsomt. Sæt nu der lå en skarp sten. Vi kunne ikke have, han kom til skade. ”Du kender mig for godt.” Hun så på et øjeblik med et forsigtigt smil, før hendes blik igen ramte jorden. ”Det er mest fordi, jeg snart tager ud på en længere rejse. Så vil jeg bare være sikker på, jeg har mad nok med.” På hendes mors dødseje, havde hun bedt Naveah om, at finde hendes søster. Eller halvsøster var det. Og selvom hun aldrig havde haft det bedste forhold til Cosita, ville hun ære hendes mors sidste ønske, ved at lede efter hende. Sandsynligheden for hun var i live var ganske lille, men hun blev nød til at prøve.

han smilede venligt til hende "klar Nav, jeg har faktisk lige flået et dyr hvor du står" han elskede at drille Naveah, hun var så nem at drille på så mange måder, han gik hen til et område han havde afskåret fra resten af hans hule, det var et lille hul rum hvor der var meget køligere end resten af hulen, faktisk var der så koldt at små damp skyer formede sig hver gang Lion'el åndede ud, den kolde luft stak ham i halsen hver gang han trak vejret "hvor lang bliver din rejse, jeg vil jo nødig savne min yndlings pige alt for meget" han vendte sig lidt rundt i åbningen og smilede drilende til hende. Han fandt nogle flanker kød som han havde saltet så det kunne holde sig "det her skulle nok kunne holde sig i to uger mindst" han gav det til hende "men nu ikke vent for længe, og hold det pakket ind, mad tiltrækker meget hurtigt vilde dyr, tro mig... " han snakkede med en stemme der vidste meget om dette.

Naveah hoppede til siden, lige så snart han nævnte dyret var blevet flået der. Hun var generelt ikke god til blod og døde dyr. Det var også derfor, hun ikke var en særlig god jæger. Heldigvis kendte hun folk som Lion, der gerne ville dele lidt ud. ”Du lever bare for at drille mig, gør du ikke?” Varmen var så småt forsvundet fra hendes kinder, så hun gik ud fra rødmen også var ved at falme, hun havde derfor ikke længere et problem med at se på hende. ”Jeg er ikke sikker. Jeg skal lede efter nogen. Det er en lang historie.” Det gik op for hende, at han havde kaldt hende sin yndlings pige, og varmen samt rødmen bosatte sig atter i hendes kinder. Hun mumlede en lang række bandeord, før han kom hen med kødet til hende. ”To uger. Okay.” Hun tog imod det, og smilede til ham, selvom hendes blik stadig ikke var rettet imod hans. Hun frygtede vel bare, at han kunne se direkte igennem hende og opdage hvad hun i realiteten følte for ham. ”Jeg skal nok være forsigtig.” Naveah gik hen imod ham og gav ham et hurtigt kram. Hun blev nød til at stå på tæer, for at kunne kramme ham ordentligt. ”Vi ses når jeg kommer tilbage,” hviskede hun i hans øre.

han krammede hende tilbage og lod den søde duft af hendes væsen trænge ind i hans næse bor "jeg har aldrig rigtig lagt mærke til hvor godt du dufter Nav" han smilede til hende drillende, som hun sagde, han levede for at drille hende. Da han gav slip på hende så han på hende "når du kommer tilbage så kan du komme her op og så giver jeg dig et ordenligt kys" han jokede for nu i hvert fald. Han satte sig i sin stol igen "hør Naveah, en af fyrene fra byen sagde noget sjovt den anden dag" han tog sin jagt kniv frem fra sin skede og tjekkede hvor skarp den var "han sagde du var forelsket i mig, tosset ikke" han smilede til hende mens han tjekkede klingen med sine forstørre briller for at tjekke for ovefladiske flænger i klingen. det var meget vigtigt at alt hans grej var i orden.

Naveah storsmilede over det han sagde. ”Det er vel fordi, du ikke render og dufter til mig hele tiden.” Hendes smil falmede da han trak sig væk fra hende. Hun skulle jo nødig virkede alt for begejstret over, han synes hun duftede godt. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tolke hans næste sætning. Det var vel bare en joke for ham, men for hende stak det en smule i hjertet. Hvis han kunne joke sådan med det, betød det vel bare, han aldrig ville give hende et ordentligt kys. Hun skulle til at svare ham, noget forsinket, men så forsatte han med et nyt emne. ”Forelsket?” Hun brød ud i et falsk grin. Hun var ikke ligefrem den perfekte skuespiller, så det var ikke svært at gennemskue det var falsk. Hun stoppede med at grine, og så på ham et øjeblik. ”Jeg må hellere gå.” Hun drejede rundt, og var lige ved at gå ind i en af hulens vægge, før hun fandt den rette vej ud af hans hule, som hun begyndte at gå ned ad..

han så på hende, så det var sandt, nu følte han sig lidt dum over at joke sådan med det. Han skyndte sig så da hun var ved åbningen af hans hule fik han fat i hendes arm, uden tøven hev han hende ind til sig igen med overraskende lethed "beklager, men jeg tror ikke jeg kan vente til du kommer tilbage" han smilede til hende og kyssede hende før hun kunne nå at reagere på andet end hans læber "jeg er ked af at jeg har drillet dig sådan når du har følt sådan for mig" han trak hende længere ind i sin hule igen "og det mener jeg, hvorfor sagde du det ikke bare?" han smilede roligt til hende og fik hende hen til hans seng der var for det meste bare en masse dyre skind der formede en meget behagelig madres og tog sin stol "jeg vil have du fortæller mig det hele nu og her" han så hende i øjnene med seriøsitet "og hvis du gør det lover jeg at give dine følelser en tanke" han så på hende forventningsfuldt over hvad hun ville sige.

Naveah var næsten nået ud af hulen, og havde med nød og næppe undgået et meget pinligt scenarie. Det havde allerede været pinligt inden hun var sluppet væk, men det kunne have været meget værre. Da han greb fat i hendes arm og nemt trak hende med tilbage i hulen, overvejede hun at kæmpe for at komme fri. Men så fik hans ord hende til at lade vær, og før hun vidste af det, var hans læber plantet på hende. Hun begav sig hen i kysset. Det var alt hvad hun forventet. Mere end da. Hun havde mange gange forstillet sig, hvordan det måtte være at kysse ham, men det var noget helt andet, rent faktisk at gøre det. ”Du vidste det jo ikke.” Hun fulgte ham længere ind i hulen og overvejede, hvad hun skulle svare til hans næste spørgsmål. ”Jeg var vel bange for at blive afvist.” Hun satte sig ned, og så ham direkte i øjnene. Nu kendte han den ene ting, hun aldrig havde fortalt ham. Så hun frygtede ikke længere for, at han kunne se hendes dybeste hemmeligheder. ”Det er ikke..” Hun sukkede. Hun kunne lige så godt fortælle det hele. ”Kan du huske dengang vi mødte hinanden?” Hun gav ham et øjeblik til at tænke. ”Det startede lige omkring der.” Det var efterhånden længe siden, og det var ikke blevet lettere at se ham siden, men hun kunne alligevel ikke lade vær.

han nikkede til hvad hun sagde "jeg forstår din bekymring, men jeg ville faktisk gerne have haft du havde sagt det noget før måske" han smilede venligt til hende "lige nu ved jeg ikke hvad jeg føler, jeg er tiltrukket af dig det er klart, du er en af de smukkeste kvinder jeg kender men jeg ved ikke om jeg er forelsket, jeg har aldrig rigtig prøvet det før" han så på hende stadig med et smil på læben "men når du kommer tilbage vil jeg have et svar til dig, men jeg har et spørgsmål. Vil du være klar til at høre det hvis det også betyder at du bliver afvist?" han så på hende med et fast blik, han mente det, han ville tænke så længe hun var væk "så du kommer tilbage så snart du kan er det forstået Nav" han smilede til hende og satte sig ved siden af hende for at give hende et stort kram.

Naveah vidste godt hun burde have sagt det. ”Jeg ved det godt. Jeg vidste bare ikke hvordan.” Hans jokes var helt sikkert med til at stoppe hende. Han havde gjort det mange gange, så lige så snart hun var ved at samle mod til sig, fyrede han en joke af og hun mistede modet igen. ”Jeg forventer ikke noget af dig Lion. Det har jeg aldrig gjort.” Hun kunne ikke undgå at smile over hans kompliment. At han følte sig tiltrukket af hende, var vel et skridt i den rigtige retning. Følte han ikke tiltrækning imod hende, kunne han vel aldrig rigtig blive forelsket i hende. ”Ja. Jeg skal nok være klar.” Selvom hun ikke var klar til det endnu, skulle hun nok blive det. Før eller siden. At blive afvist var ikke sjovt, men hun skulle nok klare det. Han var vigtig for hende. Selv hvis det kun kunne være som ven. ”Bare lov mig, det ikke ødelægger noget imellem os. Hvis du kommer frem til, du ikke føler det samme for mig, vil jeg bare gerne have dig som ven.” Naveah sendte ham et smil, da han satte sig ved siden af hende. ”Det lover jeg.” Hun lagde armene om ham og nød krammet. Måske mere end hun burde. Men hun ikke bare sådan lige skubbe hendes følelser til side. Det tog tid, og hun var ikke engang sikker på, om det blev nødvendigt endnu.

han smilede til hende blidt og skiltes fra hende "så se at kom af sted med dig, jeg har noget vedligeholdelse jeg skal have lavet før jeg skal ud og jage i over morgen" han smilede til hende, det var ikke så meget fordi han ikke ville have hende der men lige nu havde han brug for at tænke, han ville lade hende gå nu hvis hun ville, han ville ikke stoppe hende mere hvis hun gik, det var på tide at hun skulle afsted "når du kommer tilbage så skynd dig her op med det samme lov mig det" han smilede til hende og vendte sig rundt i sin stol igen for at fokusere på sin riffel, men hans øjne kunne ikke lade være med at følge Naveahs bevægelser.

Naveah rejste sig, da han sagde hun også hellere måtte komme af sted. Han havde ret, men en del af hende ville gerne blive hos ham. Og det ville en del nok altid være. ”Vi ses når jeg kommer tilbage.” Hun gik ud mod hulens udgang, men drejede sig rundt da han sagde noget igen. ”Det lover jeg.” Naveah gik helt ud til hulens åbning og så sig over skulderen en sidste gang, før hun gik ned af bjerget. Naveah havde mad, vand og en pistol med sig. Så skulle hun nok klare sig. Forhåbentligt. Men selv hvis det ikke gik som forventet, vidste Lion i det mindste hvordan hun havde det med ham. Hun stoppede op midt på bjerget, og gik op til hans hule igen. Hun marcherede derind uden at tænke på at bekendtgøre hun vendte tilbage. Hun gik hen til ham, lagde hendes hænder på hans kinder og plantede sine læber imod hans. ”Farvel.” Hun forlod ham endnu en gang.

Lion'el så på hende med et smil som hun gik ud "det var godt, ses Nav" han smilede til hende roligt da hun forsvandt og gav sig til at arbejde på sin vedligeholdelse. Han sad og tænkte på Naveah, ude i den hvide verden uden nogen beskyttelse. Han løftede sit ansigt da han hørte nogen komme, af instinkt lagde han sin hånd på sin kniv, men gav slip da han så på Naveah "hvad la..." han nåede ikke at sige mere før hun kyssede ham og sagde farvel. Lionel sad bare lidt og smilede lidt dumt "pas nu på dig selv din skøre tøs" han så hende forsvinde igen.

Naveah havde bare brug for at føle hans læber igen. Deres første kys havde overrasket hende, og hun blev nød til at gøre det igen. Men anden gang, var det hende der overraskede ham. Hun bevægede sig ud af hulen og hjem, for at hente de ting hun havde pakket til turen. Hun lagde kødet ned i en lomme på tasken og begav sig ud i den store hvide verden. Gad vide, om hun overhovedet fandt det hun ledte efter. Hun ville lede i alle fire verdenshjørner om nødvendigt. Ikke for sig eller for Cosita, men for sin mor. Hun så bare frem til at se Lion igen, ligegyldigt hvordan han ville tage imod hende. Det var muligvis en af de ting, der kunne holde hende kørende.

//Out.//