Where were you? | Arn |

Jasmine sad spændt fast til en stol. Hun havde brugt ualmindeligt meget tid i den stol de seneste seks år. Hendes krop var dækket af ar, blødende sår, sårskorper og andre former for skader. Hendes hår var klistret sammen af sved og blod, hendes hud var fyldt med skidt og hun var bleg som bare pokker. En hånd blev lagt om hendes hage, og hendes ansigt blev tvunget op, så hendes hals blev strakt ud. En kniv blev placeret for hendes strube, men hun reagerede ikke på det. Hun vidste godt, det blot var for at sikre sig, hun ikke reagerede for voldsomt. Det var ikke rart for hende, men det var blevet almindeligt. Hendes blå øjne så direkte ind i fyrens brune. Hun virkede ikke bange. Ikke længere. Hun ønskede bare fred nu. ”Vi slipper dig fri søde. Du er ikke længere interessant.” Et håb brød op i Jasmines øjne, men det blev hurtigt kvalt, da en anden mand kom hen til hende. ”Men først, vil vi give dig et minde. Vi vil være det sidste du ser.” Jasmine frygtede ikke længere døden. Den virkede nærmere som noget fredeligt, i forhold til det helvede hun havde levet i. Den ny ankomne mand, lagde en kniv mod hendes øjenæble. Af automatik, lukkede hun øjnene i, men det resulterede i, kniven mod hendes hals blev presset længere ind, så det begyndte at bløde en smule. Hun tvang hendes øjne op, og forsøgte at holde dem sådan. De skar i begge hendes øjne, så blodet flød ned over hendes kinder. Hun lukkede straks øjnene i, i et forsøg på at stoppe den alvorlige blødning.

Jasmine blev slæbt et langt stykke vej. Hun kunne knap nok stå på hendes fødder, og hun følte hun kunne besvime hvert et øjeblik. Den skinnede stol generede hendes øjne, og hun prøvede at se ned, før hun havde vænnet sig til den skarpe sol. Den friske luft skar hende i næseborene. Hun var blevet så vant til mørke og indelukket luft, at solen og den friske luft var smertefuld. Hun blev pludselig smidt ned af mændene, der efterlod hende med en dyb rungende latter. På turen ned til reapernes territorium, havde de fortalte hende, at de ikke kunne risikere nogle fandt ud af hvad de havde gjort. Derfor havde de smidt hende lige uden foran reapernes territorium. Det var Jasmine dog ikke klar over, da hun ikke anede hvor hun var. Hun kravlede, indtil hun stødte på noget rundt og solidt. Overfladen føltes som bark, så hun gik ud fra det var et træ. Hun satte sig op af det, trak hendes knæ op til hendes hage og lagde hendes arme om hendes ben. Hendes tårer begyndte at trille ned af hendes kinder, og blandede sig sammen med blodet der stadig løb. Blandingen vaskede hendes indtørrede blod væk. Hun havde ikke grædt meget dernede. Hun havde forsøgt at være stærk, og kun i det første år, havde hun tilladt sig selv at græde. De resterende fem, havde hun besluttet sig for, hun ikke ville spilde sine tårer på dem. Men nu var de væk, og hun var fri. Indtil en walker eller et vildt dyr fandt hende.

Det, havde været omkring seks år siden at arn sidste, havde set hans søster, hvorefter hans forældre døde. Han, havde været alene i et par år nu, men han mente han var kommet videre. Men sandheden var, at han ikke var kommet videre, han havde været alene i disse år. Han, havde lukket sig selv inde i hans arbejde. Men det var måske snart tid til og leve igen, selv om det var svært. Han, havde bare sørget for at holde sig i form, ved at træne med sine to sværd, og svømme. Men han manglet noget, et mål i livet, jovist han var kriger for klanen. Men han manglet stadig et mål, noget han kunne holde fast i for at komme ud af alt den skyld, han havde følte da han følte det var hans ide at deres forældre var døde og at hans søster var forsvundet. Arn træk hurtigt hans tøjj af, hvorefter han kastet sig ud i vandet. Han svømmet lidt rundt, inden han skulle tag sin patrolje. Da han var færdig med og svømme fik, han hurtigt smidt sit tøj på igen, hvorefter han bevægede sig ud på sin patrolje. Han kigget sig omkring efter noget mistænkeligt, mens han så sig omkring. Han gik mod udkanten, af reaperns sted, hvor han hørte en snøften. Arn bevægede sig nærme klar med sit sværd, hvis det var en ikke fra deres klan, var han nød til og fortælle lederen om det. Arn listet sig derfor i nærheden af personen.

Han kigget sig omkring, efter dyr og walkers som var i nærheden på samme tid, da han endelig fandt personen. Bevægede en walker sig mod hende, Arn træk sine to sværd frem, hvorefter han svang den ene mod walkerns hovedet, så det røg af i et sving. Arn så på personen bagefter, hvor han så prøvet ikke og vise følelser. Da han var kriger var det jo vigtigt, at kunne skjule sine følelser, men da han så hende hans søster jasmine. Var det meget svært, at kunne undgå at vise følelser. Han sætte sig ned på sit knæ, hvorefter han så på hende, "Alya er det dig, er det virkelig dig." Lød det svagt fra Arn, mens han så på hende, han var dog ikke sikker, men der var noget galt, det var helt sikkert, "Alya åben dine øjne, det er mig Leo."

Jasmine vidste godt hun burde rejse sig, forsøge at komme videre, men det virkede bare så uoverskueligt, at hun skulle rejse sig og gå, når hun ikke kunne se. Eller det troede hun i hvert fald ikke hun kunne. Hun havde ikke testet det, og havde heller ikke behov for det. Da fodtrin nærmede sig, var hun klar til at rejse sig og forsøge at komme væk, men så kaldte personen hende Alya, og hun vidste med det samme hvem det var. Den eneste der kaldte hende Alya var Arn, eller Leo som hun omtalte ham. Det havde bare altid været deres ting. Hun følte frem efter ham, så hun fik fat i hans hånd. Han var der virkelig, det var ikke bare noget hun forstillede sig. Da han bad hende åbne øjnene, rystede hun på hovedet. Hun turde ikke, så skulle hun se virkeligheden i øjnene og acceptere, hun måske var blind. At hun højst sandsynligt var blind. ”Leo.” Hun havde savnet ham, men hun var blevet forandret. Hun var ikke længere den Jasmine han kendte. Hun vidste godt, at hun før eller siden måtte åbne øjnene, men det var bare skræmmende. ”Jeg er bange.” Jasmine blev nød til at komme ind til healerne, måske kunne de nå at redde hendes øjne. ”Healers..” Hun rejste sig op, og drejede som omkring, som hvis hun prøvede at orientere sig. Man kunne tydeligt se hun var svag, hendes ben rystede under hende, hun havde svært ved at trække vejret ordentligt. Hun var ved at få et panikanfald. Sandsynligvis på grund af de traumatiske år hun havde været igennem. Hun hev efter vejret.