I have longed to see you again ¤Leman¤ - xxx

Jaelyn toppede en bakketop, og fængslet viste sig foran hende. Hun havde hørt mange rygter om det, at det ikke var sikkert. Hun blev dog nød til, at tage en chance. Hvis hun ikke gjorde det, ville hun ikke kunne overleve særlig længe ad gangen. Hun havde overlevet en del år alene efterhånden. Indimellem havde hun fulgtes med en, der med tiden var blevet en af hendes gode venner. Jaelyn forsatte ned af bakken. Hun var, som altid, praktisk klædt. Nu var det heller ikke fordi, hun havde meget tøj at vælge imellem. Hendes tøj bestod ganske enkelt, af et par tætsiddende sorte bukser, en sort top og en grå jakke udover. Hendes hår var flettet tilbage, så det ikke generede hende, hvis hun blev nød til at kæmpe eller stikke af. På hendes pande, dukkede adskillige svedperler op. Det var ikke en let livsstil Jaelyn levede, men hun havde ikke noget valgt. På himlen over hende, var solen så småt ved at gå ned, og fortalte at det var aften. Det var en dejlig sommeraften, den var lun og fri for vind. Desværre, var det ikke noget Jaelyn havde tid til at nyde. Hun var hele tiden på vagt. I hendes højre hånd, lå en dolk halvt gemt oppe i hendes ærme. Hun blev nød til at være klar, hvis nogen angreb. Jaelyn forsatte ned imod fængslet, og måtte undersøge bygningen, før hun fandt en vej ind igennem kælderen. Hun fandt et hjørne, der ikke så ud til at kunne bryde sammen, hvert øjeblik. Med et suk, satte hun sig op af væggen og lukkede øjnene. Det var så længe siden hun havde sovet tungt, at hun ikke engang kunne huske hvordan det føltes. Hun slog øjnene op, og lod hendes blik falde ned imod hendes ben i stedet. På buksebenet, var der en revne, og man kunne se den blodige hud nedenunder. Forsigtigt smøgede hun buksebenet op, og afslørede den lange rift på hendes ben. Den var ikke voldsomt dyb, men det så ud til der var betændelse i det. Hun havde ikke noget at rense det med, og så snart en walker opfangede hendes duft, ville hun være deres næste måltid. Men en ting var sikkert, hun ville ikke dø uden kamp.

Leman Russ, Omega, overlevelses mand og meget på skideren, han havde kun lige kæmpet nogle walkers af før han nåede til fængslet, han havde som altid en meget stor rygsæk med. Den vejede lige så meget som et normalt barn i 6 års alderen og havde alt fra førstehjælps ting til dåsemad. Ud over det havde han en 12 gauge mossberg shotgun der var slynget over hans ene skulder og på hans rygsæk sad en ny renset økse hvor hovedet var dækket af med en læder hætte. Leman selv var iført en oliven grøn trøje og et par løse sorte bukser, han havde et par faste sorte læderstøvler der var kaget ind i mudder efter lange dage med vandring. Han stod nu foran et meget usikkert sted og tog sin økse fra sin ryg og fjernede læder beskytteren fra den. Han gik langsomt ned i kælderen og tændte sin lygte. Efter noget tid kunne han sværge hans øjne spillede ham et pus "Jay... er det dig?" han holdt stadig øsken frem for sig, det sidste han manglede var at en walker skulle komme og bide ham i knæet fordi han tøvede men han kunne ikke lade være med at tænke det lignede hans gamle rejsepartner.

Jaelyn begyndte at få det dårligere og dårligere. Sveden sprang frem på hendes pande, hun var bleg og lignede en, der var tæt på at besvime. Infektionen var værre, end hun først havde regnet med. Hun lukkede sine øjne, og forstillede sig et sted der gjorde hende glad. Reaperlejren, før alting var gået galt. Hende og Allison der faktisk havde det godt sammen. Før alt dramaet, der fik smidt hende ud. Hun vågnede op, da en person sagde hendes navn. Eller kælenavn, var det jo. Hun åbnede øjnene, og kunne kun se en skikkelse, men stemmen, var ikke til at tage fejl af. ”Wolfie?” Hendes stemme var svækket, og afslørede at hun ikke havde det godt, hvis ikke ma allerede kunne se det på hende. ”Jeg tror..” Hun hostede let. … At jeg skulle have anskaffet en førstehjælpskasse.” Hun støttede sig til væggen, og kom med nød og næppe, op at stå. Hun havde aldrig fortrukket, at være i hovedhøjde med andre. Stod de, stod hun, sad de, sad hun. Det var dels på grund af høflighed, men lige så meget, så andre ikke virkede hende overlegen, eller så hun ikke virkede dem overlegen. Hun så ned, da hun ikke brød om, at folk så hende sådan. Hun følte sig svag, og ønskede ikke, at folk så hende sådan.

uden at tænke mere gik han meget hurtigt hen til Jaelyn og inden hun kunne protestere havde han samlet hende op i sine arme med øksen på sin rygsæk igen. Det var svært at løbe med både en kvinde og hans rygsæk "hold ud Jay det ben ser ikke godt ud men jeg kender det her sted layout" han løb ned af en gang og så til højre for at finde et gammelt sikkerheds rum der var lavet om til et infermeri "det her kommer til at gøre meget nas Jay men hold ud" han lagde hende på en briks og satte sin taske på jorden med et bump. Han fandt en lille kniv, noget disinficerende middel han havde byttet sig til hos Reaverne, selv om de ikke var glade for ham der. han tog kniven og rensede den først før han stak den så forsigtigt han kunne i såret for at få infektionen ud. Han arbejde hårdt på at få hende på ret køl igen og efter en halv time med det mest fordi hun ikke ville ligge stille og han var nød til at holde hende der. Da det var ovre havde han lagt sprit nye forbindinger på hende "i guder, jeg kan bare ikke lade dig være i fred kan jeg Jay" han satte sig op af briksen hun sad på og tørrede noget sved væk fra hans pande.

Jaelyn protesterede ikke ligefrem, da han løftede hende op. Delvis fordi, hun bare ikke havde energien til det, og så var det jo ikke slemt, at ligge i hans arme. Hun lagde hendes kind mod hans skulder, og lod ham bære hende væk. Da han sagde hun skulle holde ud, sagde hun bare en samtykkende lyd. Først, da han begyndte at operere på hende, begyndte hun at protestere. Det gjorde fandens ondt, men hun vidste godt, at han gjorde det for at hjælpe hende. Dog slog hendes instinkt ind, og hun kæmpede imod, ved at vride sig. Først, da han havde lagt forbinding på hende, var hun nogenlunde rolig igen. Hun så på ham, da han satte sig ved siden af hende. ”Det er vel min charme.” Hendes stemme lød stadig svag og anstrengt, men hun forsøgte stadig, at flirte en smule med ham. Det var bare typisk hende, det var ikke noget hun tænkte over. Det skete bare. Wolfie, var dog ikke den værste man kunne flirte med. Han kunne tydeligvis heller ikke lade hende værre, hvilket måtte være et godt tegn. Hvad end det var venskabeligt eller noget mere. Begge dele ville være fint med hende. Hun tvang sig op og sidde, og lagde hendes ene hånd mod hans. ”Jeg vil ikke have du giver mig fred.” Hun smilede en smule anstrengt på grund af smerterne.

Leman gav et lille grin fra sig da han hørte jaelyns kommentar "gode nyheder din sans for humor og flirte evner overlevede operationen" han så på hende da hun rejste sig op og da hun lagde sin hånd på hans kunne han mærke hans hjerte hoppe et slag over, Jay var meget smuk, og han havde ikke tilbragt mere tid med nogen anden mens han var uden for klan. Han slog tankerne tilbage ind under huden "først og fremmest så skal du ikke en gang prøve på at bevæge det ben der, for det andet så tror jeg det ville være bedre hvis vi finder et sted med, du ved, en dør" han slyngede sin ryg sæk over skuldrene igen sammen med sin shotgun. Der efter lagde han sine arme endnu en gang om hendes krop og holdt hende ind til sig, det var ikke noget han normalt fik lov at gøre med nogen, han var meget ensom det meste af tiden når han rejste. Han havde savnet at være med Jaelyn. Lige nu hvis Jaelyn lyttede efter var han sikker på at hun kunne høre hvor hurtigt og hårdt hans hjerte bankede, hvorfor var han nervøs nu, det var det hun sagde før der fik ham til at tænke. Han fandt en isolations celle med en fungerende dør og lås, han smækkede døren efter dem og satte sin shotgun i spænd som en ekstra sikkerheds foranstaltning. Han fandt en sove pose frem da han kun havde en "her det bliver koldt her, og der er et åbent vindue udadtil" han smilede venligt til hende, han var vandt til at sove kolde steder nu.

Hans grin, fik et smil frem på hendes læber. Det var altid rart, at få andre til at grine. ”Jeg tror ikke de kan dø.” Det lå bare så dybt i hende, at det var muligt at fjerne. Det var ikke en hemmelighed, at Jaelyn fandt Wolfie attraktiv. Det havde hun vel altid gjort. Det var bare ikke noget, hun havde fortalt ham. Det havde hun heller ikke behov for. Sæt han ikke havde det på samme måde, med hende. Det ville være så forfærdeligt pinligt, og det havde hun virkelig ikke lyst til. ”Ja, det lyder som en god plan.” Nu hvor hun var bevidsthed, var hun ikke helt så glad for at blive løftet. Hun følte, at det tog noget magt fra hende. Og magtesløs, var det sidste hun ønskede at være, men hun vidste godt han havde ret, så der var ingen grund til at diskutere det med ham. Hun vidste også, at hun ikke ville vinde diskussionen alligevel. Jaelyn kunne godt mærke hans hjerte, der slog hurtigt og hårdt mod hans brystkasse. Hun bildte sig først ind, at det måske skyldtes hende og deres berøring, men den logiske del af hende sagde, at det var fordi han var bange for hun var alvorligt syg. De var jo gode venner, og hun ville ikke miste ham, han kunne godt have det på samme måde som hende. Jaelyn satte sig på gulvet, og tog imod soveposen. Hun fik skubbet den under sig, så den fungerede som et blødt underlag. ”Tak. For at hjælpe mig, og for soveposen.” Jaelyn sendte ham et smil, der virkede uskyldigt, i forhold til hendes flirtende humør.

hvorfor skulle Leman være så dum, hvorfor kunne han ikke bare sige at han var forelsket i hende, hendes smil var så uskyldigt og glad, han havde lyst til at beskytte hende for evigt "du Jay, har du nogensinde tænkt på at stifte familie efter du blev en Omega?" han havde tit tænkt på det og hver gang han tænkte det var det altid Jaelyns ansigt der poppede ind i hans hoved, det var som et klokkeværk. Han tog en dyb ind ånding, og så en mere og en til "Jay da jeg så dig der i dag fik det mig til at indse noget" han rykkede tættere på og tog hendes hånd i sin egen, den var så lille i forhold til hans "jeg vil aldrig miste dig igen, jeg vil have du skal være ved min side resten af mit liv" han kunne ikke stoppe nu han blev nød til at lukke det hele ud "det... det jeg prøver at sige er... uhm.." han slog sit blik ned og kløede sig i nakken med den hånd der ikke holdt om hendes "... er at jeg tror jeg elsker dig" det var en meget nyt for ham at føle andet end tiltrukket til hende som en kvinde, da han så hende sidde der i dag mærkede han hvordan at hans hjerte var ved at briste over tanken af at Jay ikke ville være med ham mere. Han kunne ikke tage det.

Stemningen ændrede sig pludselig. Luften fyldte sig med nervøsitet, og hun blev et øjeblik i tvivl, om det var hendes eller hans. Hans spørgsmål, fik hende til at slå blikket ned. ”Jeg har tænkt meget på det.” Hun ville elske at få børn, men tanken om, at et barn skulle vokse op i den verden var forfærdelig. Det var sket for mange, men de havde haft en klan at støtte sig op ad. Hvis Jaelyn fik et barn, ville det kunne have hende og faren til barnet. Men hun havde ikke fuldkommen afvist tanken. Hun så op, da han forsætte. Han indså noget. Okay, det kunne gå begge veje. Da han tog hendes hånd, begyndte hun at indse, hvilken vej det ville gå. Hun kunne se han havde mere på hjertet, så hun lod ham bare tale ud. Da han havde svært ved at sige det, strøg hun forsigtigt en tommelfinger hen over hans håndryg. Hun tog sig selv i, at smile alt for stort. Hun havde tænkt på det i lang tid, og nu sad han der foran hende, og fortalte han elskede hende. Eller at han troede det, men ordet elsker indgik, hvilket var alt hun ønskede. Hun rykkede sig en smule tættere på ham, og lagde hendes frie hånd imod hans kind, før hun lod sin læber omfavne hans.

hun accepterede ham, eller det var i hvert fald det han mente hun gjorde for hun kyssede ham i hvert fald, længe havde han undret sig over hvordan det ville være at kysse Jaelyn og nu vidste han det, hendes bløde læber, smagen af hende alt fyldte hans hjerne i et par sekunder og da de trak sig fra hinanden igen kunne han ikke lade være med at grine lidt "jeg går ud fra at det betyder du føler det samme" han gav hende et lidt bøvet smil og kyssede hende igen, dette var næppe hans første gang, men det var første gang det havde været så blidt, han havde en gang haft mange kvinder der tiggede ham om at være med dem. Han var så blid som en mand på hans størrelse nu kunne være. Isolations cellen var polstret fra tag til gulv så det var ikke fordi det var et ubehageligt sted at være og hans sovepose fjernede det meste af den ubehagelighed der kom fra gulvets buglede overflade. Han lagde sig ind til hende roligt og kyssede hende igen, denne gang masserede han hendes bryst i mens. Han nød Jaelyns nærvær, og hvis nogen skulle have hans børn ville det være hende, det var han sikker på, men først ville han finde et sikkert sted for det barn at vokse op i. Mange tanker fløj rundt i hans hoved stadigvæk men det meste af hans koncentration lå på Jaelyn.

Jaelyn havde længe ønsket at kysse Wolfie. Det var mindst lige så godt, som hendes forventninger. Hans skægstubbe kradsede hende en smule, men ikke på en generende måde. Det viste hende, at det ikke var en dreng hun havde med at gøre, men en voksen mand. Det var det hun havde brug for. Hun havde brug for en der kunne være der for hende, og Wolfie havde bevist, at han kunne være den mand. Da kysset stoppede, åbnede hun øjnene og lod hendes blik møde hans, i en intim øjenkontakt. ”Det gør jeg,” hviskede hun lavt. Hun gengældte hans kys, og førte hendes hånd ned på siden af hans hals. Med den anden hånd, flettede hun sine finger sammen med hans. Hun lagde sig godt til rette ved siden af ham, og førte hånden fra halsen ned over hans brystkasse. Han var dejligt muskelløs. Hun havde altid følt sig trygt i hans nærvær, og mange gange havde hun overvejet, hvordan det ville være, at ligge i hans arme. Nu havde hun prøvet det. Dagen var blevet meget anderledes end hun først havde troet. I stedet for at møde en sulten walker, havde hun Wolfie. Wolfie der var forelsket i hende, og hun havde det på samme måde som ham. Da han begyndte at massere hendes bryst, førte hun sine kys ned langs hans kæbelinje og videre ned på hans hals, for så at vende tilbage til hans læber. Jaelyn kunne bare ikke slippe de læber igen.

Leman nød hendes kys ned af hans hals, det var ikke lige frem den måde han havde regnet med denne dag ville gå. Han smilede til hende og tog sin egen trøje af, det lange ar hen over hans bryst kasse var stadigt tydeligt selv efter så lang tid han havde været i vildmarken. Han havde tatoveringer langs hans arme i tribal design. Han var allerede meget muskuløs da han var med grounderne og efter han blev Omega havde han bare blevet større og stærkere af at skulle overleve selv. Lemans hånd gled op under hendes top og rørte ved hendes bryst direkte, hendes hud var blød under hans fingre og hendes bryster virkede faste. Han kunne mærke at hans lyst var ved at tage over. Han brød deres kys for at få lidt luft igen. Han havde mest lyst til bare at blive her og lade dette øjeblik vare forevigt, han havde altid været en håbløs romantiker. Han tog hendes top af og smilede til hende, der var ingen der kunne komme ind over hovedet så han var ikke bekymret.

Jaelyn flyttede sig en smule væk fra ham, da han tog sin trøje af. Forsigtigt, lod hun en finger glide hen over hans ar på brystkassen. Ikke fordi hun forventede det gjorde ondt på ham, men fordi hun bare var blid i sådanne situationer. Det havde hun altid været. Hendes blik blev så fanget af hans tatoveringer. Selv havde hun kun en enkelt, en alle i reapersklanen fik når de havde dræbt en walker. Hun havde kun nået at få lavet en, før hun blev smidt ud. Jaelyn havde altid vidst, at Wolfie var muskelløs, men at se det nu, uden indpakning, var noget helt andet. Han var langt mere tonet, end hun først havde regnet med. Hun blev opmærksom på hans hænder, da hans hånd gled op under hendes trøje og rørte ved hendes bryst. Jaelyn rakte armene op, så det var lettere for ham at få hendes trøje af. Hun smed trøjen hen ved siden af dem. Forsigtigt skubbede hun ham ned at ligge, så hun kunne overtage styringen. Det var ikke alle der var glade for det, og det accepterede hun også, men hun blev nød til at prøve. Jaelyn lod hendes læber bevæge sig ned over hans krop, hans brystkasse, mave, indtil hun nåede hans buksekant. Hun åbnede hans bukser, og førte hendes læber rundt omkring hans underliv.

han var mere end villig til at lade hende tage styringen, han var selv ikke den største fan af at lede kvinder men i sin tid viste det sig at det var det grounder kvinder bedst kunne lide. Han så på hende som hun tog hans lem i munden, det var ikke nyt for ham men hendes blide læber om det var nok til at sende hvad der føltes som et stød gennem hans krop. Det havde heller ikke hjulpet at han havde rejst så meget alene på at han ikke rigtig havde fået en udløsning i lang tid. Han sagde dog ikke noget til jay og lod hende gøre hvad hun ville mens han lagde armene om bag sit hoved for støtte, ubevidst lod han en finger køre langs aret, det stammede fra lidt før han havde mødt Jay, det var et klo mærke han havde fået og var blevet lappet sammen af Sky people som han delte en del idealisme med, klo mærket var fra en ulv der havde forsvaret sine børn, ikke fordi Leman ville gøre dem noget, og han lod dem også være efter det. Han så på Jaelyn og smilede venligt til hende mens hun gjorde sit bedste.

Jaelyn sørgede hele tiden for, at være i en stilling, der ikke gav smerte i hendes ben. På trods af betændelsen var væk, var det stadig et ømt og åbent sår. Hun forsatte med hans lem, og bevægede sit hoved i rolige bevægelser, indtil hun havde brug for at skifte stilling. I stedet satte hun sig nu hen over ham, så han trængte op i hende. Ønskede han at stoppe, skulle han naturligvis bare sige til, men det sidste stykke tid havde lagt op til det øjeblik, så det var blot det hun forventede han ville have. Hun trak sig op og ned af ham i det der startede ud som langsomme bevægelser, men kort efter blev hurtigere. Svage støn bevægede sig over hendes læber. I takt med hastigheden steg, steg hyppigheden af hendes støn også. Jaelyn var på ingen måde den mest erfarne, men hun havde nok erfaring til at vide, hvad de fleste mænd syntes om, og hendes tricks virkede som regel meget godt, hvis de var udført korrekt. Hun lagde sig ned hen over hans brystkasse, og pressede sine læber imod hans. Hvis han skulle have lyst til at overtage styringen, ville hun ikke være imod det. Hun kunne bare godt lide at variere det.

Leman så på hende som hun satte sig hen over ham og nu vidste han hvad klokken var slået, han smilede til hende som hendes underliv slugte hans lem, han gav selv støn af nydelse fra sig da hun gjorde det og begyndte at gøre det i takt med hendes stød, da hun lænede sig frem og kyssede ham på munden kunne hans hænder ikke lade være med at vandre om på hendes røv og blidt klemme dem lidt. han trak sig lidt væk for at få luft mellem dem og han smilede til hende. Uden et ord lagde han blidt sine hænder ind i hendes knæ haser og rullede hen over hendes gode ben så hun nu lå nederst og han holdt fast på hendes ben, han havde ikke noget i mod hun bestemte men han kunne nu bare godt lide at være med hende. Han tog over fra hvor hun stoppede, hans hofte bevægelser var hurtigere end det hun havde gjort det, og han skiftede sin position med små milimeter for at ramme alle steder i hendes underliv. Der gik ikke lang tid før han kunne mærke at han ikke kunne holde det ud mere "Jay, JAY" han lagde sig ind over hende med et sidste stød og kom, der var masser af det siden han ikke havde haft udløsning i lang tid nu. Han smilede til hende og lagde sin pande mod hendes.

Jaelyn satte pris på, at han også viste han nød det. Hun havde oplevet, at mænd nærmest bare lå der, og ikke ligefrem udtrykte om de kunne lide det. Så det var rart han gjorde det, så hun vidste hvad han synes om. Da han vendte dem rundt, og begyndte at gøre det noget hurtigere end hun havde gjort. Han var tydeligvis erfaren, og hun stønnede noget mere nu, end da hun var øverst. Måske burde hun altid lade manden tage styringen. Da han sagde hendes navn, lod hun sine læber gemme sig i hans ene skulder, for at skjule det sidste støn, der gav kom med orgasmen. Det var ikke let at finde en partner som omega. Der var ikke voldsomt mange af dem, og de få der var, fokuserede mere på deres overlevelse fremfor at danne par. Det gav også mening, men det var nødvendigt at få afløb for det engang imellem. Hun lagde hendes hånd mod hans kind og aede den blidt. ”Det var uventet,” lød det stakåndet fra hende. Jaelyn levede fra dag til dag, hun havde endnu ikke følt, at hun havde råd til at tænke på fremtiden, for hun kunne i princippet være væk dagen efter.

//Undskyld for det korte svar. //

han smilede af hende. Fra nu af ville han aldrig være alene igen "jeg ved det lyder tosset, men hvad med at vi finder et sted at slå os ned" han lagde sig ved siden af Jaelyn og holdt om hende. Han vidste godt mentaliteten for de fleste Omegas, men Leman kunne godt lide at tænke anderledes "Leman..." han så på hende, han havde aldrig sagt sit rigtige navn til hende og han syntes at hun i det mindste skulle vide det "mit rigtige navn er Leman Russ, men det smed jeg fra mig da jeg blev Omega" han så op i loftet og så tilbage på Jaelyn "men bare kald mig wolfie stadigvæk" han smilede roligt til hende og aede hende "jeg tror vi kommer til at være her lidt" han grinte lidt til hende og holdt hende ind til sig "fra nu af skal vi ikke skilles igen" han smilede til hende roligt og kyssede hende på munden.

Jaelyn smilede, blot fordi han gjorde det. Hans ord, fik hendes smil til at stivne en smule. ”Hvor skulle vi gøre det? Der er ikke noget sted for os, vi vil altid være dem uden hjem.” Hun lagde sin kind imod hans underarm og nød bare at være der med ham. Da han sagde Leman, rynkede hun brynene en smule i forundring, men han uddybede selv, så hun ikke behøvede at spørge. ”Tak fordi du delte det med mig.” Hun satte pris på, at han ville dele hans navn med hende. Hun forstod ham også godt. Man var ikke længere, den man var da man blev født. Hele ens identitet ændrede sig, og siden navnet var så stor en del af identitet, var det ikke unaturligt at skifte det. ”Det er fint med mig.” Hun lagde sig længere ind til ham, og nød bare at ligge der med hende. [b”Aldrig.”[/b] Hun gengældte hans kys. Jaelyn ville ikke give slip på ham igen, selvom hun var klar over, det blev nødvendigt på et tidspunkt.

han så på Jay med sit sædvanlige fjogede smil på hans ansigt "hvis der ikke er et sted så laver jeg et selv. om jeg så skal fælde en skov for at lave et sted vi kan bo er der intet der kan stoppe mig" han løftede den arm som ikke holdt om Jay med og spændte musklerne "tro på din mand her" han smilede til hende og kyssede hende kort på munden "men først og fremmest skal vi tænke på hvad vi gør i morgen, jeg tror vi bliver nød til at være her mens dit sår heler ellers kommer vi bare i nye problemer senere. det vil sige måske en uge" han så på hendes ben og aede let hen over det. Han ville være positiv, han ville om ikke andet samle resten af Omegaerne og lave deres eget territorium, et sted hvor de ikke skulle være bange mere for noget.

Jaelyn smilede over hans ord. Det betød meget for hende, at han ville lave et sted til dem, et sted hvor de kunne slå sig ned og ikke bekymre sig om walkers eller fjendtlige mennesker. ”Selvfølgelig tror jeg på dig.” Hun gengældte hans kys og så ned på hendes ben. Det var ikke så slemt længere. Hun kunne sikkert godt gå på det. ”Det er fint, lad os bare komme af sted.” Hun kom op og stod, og prøvede at støtte på det. Benet var ømt, men hun kunne sagtens gå på det. Jaelyn havde været alene i en de år efterhånden. I perioder havde hun fulgtes med nogen, men i andre havde hun været alene. Hun ville ikke have tid til, at sidde og vente på at hendes sår healede. Hun ønskede heller ikke, at Wolfie var nød til at vente på hende. Hun kunne sagtens følge med. ”Lad os gå.” Et eller andet sted, vidste Jaelyn godt det ikke var forsvarligt, men de var ikke mere sikker der end andre steder.

Leman rejste sig og tog sit tøj på og smed hendes top tilbage til hende "havde du tænkt dig at gå ud sådan der" han var sikker på hun ikke havde tænkt over det men han drillede hende alligevel. Han tog sin taske på skuldrene og pakkede sove posen sammen, der var ingen tid at spilde så længe de havde dagslys kunne de komme videre "afsted så" han tog sin shotgun fra døren som holdt den i spænd og kastede den til hende "ved du hvordan du bruger sådan en, det er nemt bare hold den ind til skulderen peg og skyd, og for gud skyld ikke i min retning" han så på hende og holdt godt fat om sin økse og lukkede døren op "du går først jeg holder øje bag til" han var lidt anderledes når han var seriøs. Det var en god ide at have Jae forrest så hun kunne bestemme tempoet og han havde også gevet hende våbnet med den længste rækkevide.

Jaelyn greb toppen og trak en smule på skuldrene. ”Jeg tænkte du ville kunne lide det.” Hun forsøgte åbenlyst at redde hendes ubetænksomhed. Hvor godt det lykkedes, var hun ikke helt klar over. Men der var ingen grund til at være pinligt berørt over det. Hun hjalp med at pakke sammen og tog så imod den shotgun han kastede til hende. Hun brugte hans instrukser til at øve sig, dog ikke med den ladet, da det både var spild af kugler og så var det bare farligt. ”Jeg kan godt bruge den.” Selvom dolken muligvis var hendes fortrukne våben, kunne hun sagtens bruge andre også. Hun havde efterhånden lært at bruge hvad hun havde. ”Okay.” Hun nikkede til ham, og begav sig ud af cellen og ud imod udgangen af fængslet. Det gik ikke helt så hurtigt som normalt, men hun forsøgte ikke at beklage sig. Der var ikke tid til, at hun havde ondt i benet alligevel. Jaelyn så sig engang imellem ud af øjenkrogen, blot så hun kunne få et glimt af Wolfie. Hun havde aldrig troet, at han faktisk ville have det sådan med hende.

De var noget et godt stykke og Leman kunne mærke at Jaelyn var ved at tage farten af "har du ondt så lad os finde et sted og hvile for nu" han åbnede en celle, heldigvis var dette fængsel skabt til at holde stærke overnaturlige væsner så det betød også at det kunne holde walkers ude. han fik guidet Jaelyn ind i et sted "vi når ikke ud her fra før mørket står på, og jeg skal ikke være der ude når det bliver mørkt, lad os slå lejr her" han smilede til hende og sikrede døren bag sig, det var en stor stål dør som holdt dem spærret inde her. solen var ved at gå ned, så meget kunne han se gennem det støvede glas der sad øverst i cellen. Lige som den de var i før var der ingen seng men helle rummet var polstret fra gulv til loft "det kommer nok til at blive koldt i nat så vi må bare holde os varme" han smilede til hende og holdt om hende mens de stod i cellen.

Jaelyn var vel bare ivrig for at komme videre. Hun havde aldrig brudt sig særlig meget om fængslet. Det var et fængsel, trods alt. Det var ikke meningen, almindelige mennesker skulle opholde sig der. Men det var det bedste sted man kunne finde, hvor der var tag over hovedet. Hun vidste dog godt, at det ikke var forsvarligt at være ude om natten. Slet ikke når man var såret. Hun fulgte Wolfie ind i en ny celle og nikkede blot til hans forslag om, at slå lejr der. Jaelyn havde vænnet sig til den barske natur, men hun ville slå ihjel for en seng og rindende vand i øjeblikket. Det var ikke særlig bekvemt at sove på jorden, men hun var også klar over, hun næppe ville finde en seng igen forløbelig. ”Ja, det har du nok ret i.” Da han lagde armene om hende, lagde hun sig bare ind til ham og nød følelsen af tryghed hans arme bragte med sig. Det var muligvis varmere for hende end for ham, men lige meget hvad hun forsøgte, ville hun ikke kunne give ham særlig meget varme. Ikke når han var så meget større end hende selv.